Elevernes motivation i emnet musik kan sikkert forudsættes
at være rimelig stor. Ved at inddrage forskellige stilretninger i opgaverne
skal der være mulighed for at udvide de unges syn på musik og på den musik, som
vi kan opleve her i Region Sønderjylland-Schleswig.
Begreberne klassisk musik og RockPop er sikkert nemme nok at definere både
for eleverne og læreren. Men ved begrebet folkemusik synes det at være
nødvendigt at skelne mellem den moderne nyproducerede, kommercielle folkemusik
og den folkemusik, som vi anser som en gammel kulturarv i form af gamle, kendte
sange og ballader. Det er selvfølgelig den sidstnævnte slags, som har mest
betydning for musikken i og fra Region Sønderjylland-Schleswig, og som eleverne
har nærmere adgang til - måske kan de huske en gammel vuggesang, eller sangene
fra lanterneløb, hvorimod de næsten har aversioner over for den nye slags
folkemusik. Derfor er indgangsopgaven til emnet blevet lidt større, end den
plejer at være ved de andre emner.