I midten af 1800-tallet kom det til to krige mellem dansk og
tysk i den danske helstat.. Begge krige drejede sig om regionens tilhørsforhold. Udgangspunktet var
dannelsen af to nationale, demokratiske bevægelser i hhv. Danmark og
hertugdømmerne. Begge stræbte efter en konstitutionel styreform - en forfatning
og medbestemmelse for borgerne. I disse henseender var der altså fælles træk
mellem de to bevægelser. Der var dog også et klart konfliktpunkt: Sønderjylland/
Slesvig. Den danske nationale bevægelse stræbte efter et samlet Danmark ned til
Ejderen inklusive hele Sønderjylland, mens den tysk
slesvig-holstenske bevægelse
tilstræbte en tysk slesvig holstensk stat inklusive Slesvig. Det førte til krig.
Den første slesvigske krig eller Treårskrigen fandt sted i årene 1848 - 1850.
Her var der som udgangspunkt tale om en borgerkrig, men i begyndelsen med tysk
intervention. Krigen endte efter international mellemkomst. Selv om Danmark
dermed vandt Treårskrigen/første slesvigske Krig, førtes situationen tilbage til
udgangspunktet: Den danske regering gav Preussen og Østrig tilsagn om, at den
danske forfatning ikke måtte gælde for Sønderjylland. Sønderjylland måtte ikke
knyttes nærmere til Danmark end Holsten. Den danske regering opnåede Slesvigs og
Holstens adskillelse og strammede sprogpolitikken. Det skønnes, at der i Slesvig
dengang fandtes ca. 170.000 dansktalende, ca. 140.000 tysktalende samt ca.
30.000 frisere.