Helstatens tid

I 1721 blev gottorpernes sønderjyske besiddelser indlemmet i det danske monarki. Slesvig var således blevet samlet igen - og var en del af den danske Helstat, der omfattede kongeriget, hertugdømmerne, de oversøiske besiddelser samt frem til 1814 også Norge. Den danske Helstat blev holdt sammen af en særlig helstatspatriotisme, hvor borgerskabet og embedsmændene ikke identificerede sig med folket, sproget og kulturen, men derimod med kongen, lovgivningen, staten og dens institutioner. Uden for byerne og eliterne fandtes denne patriotisme dog kun spredt.