Regionens historie rækker langt tilbage til forhistorisk tid, da der hverken fandtes danskere/daner eller tyskere/saksere i området. Denne del af historien kendes gennem arkæologiske udgravninger og f.eks. mosefund, der vidner om krigeriske opgør i de første 500 år efter vores tidsregnings begyndelse. Fra omkring år 650 var området ned til Danevirke blevet en del af et dansk magtområde, der siden udviklede sig til et samlet rige. Området mellem Danevirke og Ejderen fik en blandet befolkning med dansk indvandring nordfra, frisisk vestfra, saksisk sydfra og til dels også slavere, der slog sig ned i enkelte lokaliteter i den sydøstlige del af regionen. Denne del hører med til den historiske region Sønderjylland, men befinder sig i dag i Kreis Rendsburg-Eckernförde og udgør derfor ingen del af Region Sønderjylland - Schleswig, der blev etableret i 1997. Det er således ikke hele Slesvig, der er med i regionen af samme navn.