Til læreren

"Grænsen ligger fast", men der er sket tydelige forandringer. Der er forskelle mellem områderne nord og syd for grænsen, men der findes også mange ligheder. Det grænseoverskridende samarbejde er med til at forvandle skillelinjen til en bro. Det er vigtigt, at eleverne bliver opmærksomme på denne udvikling. Det er nødvendigt, at eleverne også oplever det i praksis, idet de går ud for at samle informationer, og at de diskuterer med hinanden.
Grænsemuseet, som ligger midt på den dansk-tyske grænse mellem Sæd og Böglum syd for Tønder, formidler et indtryk af grænsens betydning i gamle dage (Informationer om åbningstider på Tønder Turistkontor).

 

Løsning

Slesvigs deling
Da Danmark tabte krigen mod Preussen og Østrig i 1864, blev Slesvig en preussisk provins og senere del af det tyske kejserrige. Mens befolkningen i den sydlige del af Slesvig var overvejende tysk, var størstedelen i Nordslesvig dansk. Under Første Verdenskrig 1914 -18 blev danske og tyske slesvigere indkaldt som soldater i den tyske hær. Da Tyskland tabte krigen, blev det i fredsslutningen fastlagt, at der skulle være en folkeafstemning i Slesvig, så befolkningen selv kunne afgøre, om de ville høre til Danmark eller til Tyskland.
Afstemningen foregik i to zoner, hvoraf den første omfattede Nordslesvig. Den 10. februar 1920 stemte her 75% for genforening med Danmark, mens 25% ville blive ved Tyskland. Men der var lokale forskelle, idet der var tysk flertal i Tønder, Aabenraa og Sønderborg samt i nogle af de sydlige sogne.
Den anden zone omfattede området fra Flensborg Fjord ud til Vestkysten samt øerne Sild, Amrum og Før. Her stemte 80% for at blive ved Tyskland, mens 20% ønskede genforening med Danmark.
Resultatet blev, at det historiske Slesvig blev delt og den nuværende grænse fastlagt.
Men en del af befolkningen nord for denne grænse havde stemt tysk, og syd for den fandtes der mennesker, der havde stemt dansk. På denne måde opstod der et tysk mindretal i Nordslesvig og et dansk mindretal i Sydslesvig.
Selvom man senere har prøvet at få grænsen flyttet, har vi stadig den grænse, der blev fastlagt ved en demokratisk folkeafsteming i året 1920.