Da Danmark tabte krigen mod     og Østrig i 1864, blev Slesvig en preussisk provins og senere del af det     kejserrige. Mens befolkningen i den sydlige del af Slesvig var overvejende    , var størstedelen i Nordslesvig    . Under Første Verdenskrig 1914 –18 blev danske og     slesvigere indkaldt som soldater i den tyske hær. Da     tabte krigen, blev det i fredsslutningen fastlagt, at der skulle være en folkeafstemning i    , så befolkningen selv kunne afgøre, om de ville høre til     eller til Tyskland.
Afstemningen foregik i to zoner, hvoraf den første omfattede    . Den 10. februar 1920 stemte her 75 % for genforening med    , mens 25 % ville blive ved Tyskland. Men der var lokale forskelle, idet der var     flertal i Tønder, Aabenraa og Sønderborg samt i nogle af de sydlige sogne.
Den anden zone omfattede området fra     Fjord ud til Vestkysten samt øerne Sild,     og Før. Her stemte 80 % for at blive ved Tyskland, mens 20 % ønskede genforening med Danmark.
Resultatet blev, at det historiske     blev delt og den nuværende grænse fastlagt.
Men en del af befolkningen     for denne grænse havde stemt tysk, og syd for den fandtes der mennesker, der havde stemt    . På denne måde opstod der et tysk mindretal i Nordslesvig og et     mindretal i Sydslesvig.
Selvom man senere har prøvet at få grænsen flyttet, har vi stadig den    , der blev fastlagt ved en demokratisk folkeafsteming i året    .