En af de unge preussiske soldater hedder Werner. Han er kommet til Rendsborg med et godstog nede fra Rhinlandet, hvor han bor i en lille by nær den belgiske grænse. Området hører til Preussen, så Werner har fået preussisk militæruddannelse. På kongens bud skal de nu sammen med østrigerne "befri Slesvig fra det danske åg". Hans kammerat Arnold mener derimod, at de er sendt ud for at erobre en preussisk provins mere til Bismarck. Arnold kender også lidt til den historiske baggrund og ved, at der for 14 år siden har været en treårskrig, som danskerne vandt. Men nu har de brudt fredsaftalen, og derfor skal Preussen og Østrig som repræsentanter for det Tyske Rige ordne Slesvig-Holsten-problemet en gang for alle. Arnold, der selv stammer fra en grænseregion, synes slet ikke om den måde, problemet skal løses på. Han mener, at krig altid er den dårligste løsning.

Det kommer ikke til den store kamp ved Danevirke. Danskerne har ubemærket trukket sig tilbage i nattens mulm og mørke, da de blev klar over, at deres stillinger ikke var til at holde.
Det er blevet frostvejr, og der er fare for, at de tyske soldater går over isen uden om Danevirke. Derfor trækker den danske hær sig tilbage til skanserne ved Dybbøl. Den østrigsk-preussiske hær marcherer nordpå igen. Det kommer til kamp ved fæstningerne Kolding og Fredericia, og en del af den preussiske hær begynder at belejre skanserne ved Dybbøl. Preussernes kanoner er bedre end danskernes, og deres geværer er mere moderne. Nu gælder det om at udspejde danskernes stillinger.

Werner og Arnold bliver sendt på patruljegang sammen med deres sergent. De kryber langs volde og hække op på en høj, hvorfra de har udsigt over sundet til Sønderborg. Så går det videre mod vest. De sniger sig ad en sti langs med en bevokset vold, sergenten forrest, så Werner og til sidst Arnold. Pludselig falder der tre eller fire skud tæt ved. Werner ser sergenten segne omkuld foran sig. Lynhurtigt kaster han sig på jorden, helt instinktivt som han har lært det i eksercits.

Han vender sig om for at se efter Arnold. Kammeraten ligger på jorden, og på kroppens krampagtige bevægelse kan Werner se, at også han er dødeligt truffet. Werners hjerne er som lammet, nu er det de indlærte reaktioner, der tæller. Kampordrer runger gennem hans hoved: Skyd mand - brøl hurra - lade og skyde - geværløbet i hovedet på den næste...... Werner springer ind i buskadset lige i hovedet på en mand, der er ved at lade sit gevær i knælende stilling. Manden er så fortumlet, at Werner først skyder på en anden, der også er ved at lade geværet. Med et frygteligt brøl vender han sig igen mod den første og smadrer hans hoved med geværkolben. Så sigter han på den tredje dansker, som kaster sig lynhurtigt over volden ud mod marken. Da Werner vil skyde, opdager han, at han i sin ophidselse har glemt at lade geværet. Da det er gjort, er danskeren forsvundet.

Werner står alene mellem de to døde mænd, der indgyder ham gru og rædsel. Ligesom han før havde styrtet sig gennem buskadset ned over fjenden, maser han sig nu gennem tjørnehækken med fortvivlelsens kraft hen til sine kammerater. Men de er døde, og så meget han end ryster dem, bliver de ikke levende igen. Og kun få skridt derfra ligger de to andre. Fire døde, som for kort tid siden har været i live. Og et sted i nærheden lurer der en dansker for at dræbe ham. Werner begynder at ryste over hele kroppen, hans hånd slipper geværet, og det sortner for hans øjne. -
Da han slår øjnene op igen, kigger han ind i et ukendt ansigt lige så ungt som hans eget og lige så skrækslagent som hans vel også må være. På kasketskyggen kan han kende danskeren. Det må være den tredje mand, som var sluppet væk.

Han taler til Werner på tysk med en blød dansk accent. "Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget. Det kunne jeg heller ikke før, da I tre kom forbi. - Han er alt for ung til at dø -tænkte jeg. Du har dræbt to af mine kammerater, det er slemt. Den ene er far til tre børn, og den anden er en svensker, der var med som frivillig. De to har skudt dine kammerater her. Jeg synes, det må være nok." Werner nikker tavst. Han kan ikke undgå, at øjnene fyldes med tårer. Danskeren har også svært ved at beherske sig. Han tager sin feltflaske frem, der indeholder lunken te med rom i. Den drikker de skiftevis af.

Så begynder de at snakke om, hvor de kommer fra, og hvad de laver. Danskeren hedder Olaf og stammer fra Møgeltønder. Han studerer jura i Kiel, men vil studere videre i København efter krigen, for sprogenes skyld, som han siger. Han synes, det er vigtigt, at man kan flere sprog og er åben for andre kulturer. Werner fortæller, at han bor ved den belgiske grænse, og at der også tales flere sprog i hans hjemegn. Han peger på Arnold, der talte flydende fransk, vidste så meget og var overbevist om, at krig er den dårligste løsning for problemerne i et grænseland. Det synes Olaf også. Han ønsker sig egentlig, at Slesvig skulle blive et selvstændigt land, så danskere, tyskere og frisere kunne leve fredeligt sammen ligesom i gamle dage. Måske kan Dybbøls skanser blive til nye chancer for landet.

Pludselig hører de nogle skud i det fjerne og er tilbage i virkeligheden. De ved, de skal tilbage til deres delinger. De beslutter at lægge de døde ud på vejen, så man kan finde dem. Det er et hårdt stykke arbejde. Da det er gjort, sætter de sig for at ryge en pibe sammen. Werner får tobak af Olaf, og Olaf stopper sin pibe med Werners tobak. Mens de ryger, beslutter de, at de vil skrive til hinanden, når krigen er forbi. Olaf har et stykke papir i lommen, og de udveksler adresser med hinanden. Et sidste håndslag, gevær ved skulder, og så går de i hver sin retning til de aftalte mødesteder for deres patruljer.